10.01.2012 www.nyidanmark.dk NYHEDER
Behandling af sager som følge af EFTA-domstolens dom i sag E-4/11 Clauder
EFTA-domstolens dom af 26. juli 2011 i sag E-4/11, Clauder, omhandler spørgsmålet om, hvorvidt der kan opstilles betingelser for retten til familiesammenføring med en EU/EØS-borger, der har opnået tidsubegrænset ophold i værtsmedlemsstaten i henhold til opholdsdirektivet.
Det er Justitsministeriets vurdering, at dommen kan få betydning for dansk praksis på området for familiesammenføring til en EU/EØS-borger eller en schweizisk statsborger, der har opnået tidsubegrænset opholdsret i Danmark.
Indtil den endelige fortolkning af dommen er fastlagt, er det besluttet ikke at give afslag på ansøgninger om registrerings- eller opholdsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsen til familiemedlemmer til EU/EØS-borgere eller statsborgere fra Schweiz, der har tidsubegrænset opholdsret i Danmark.
Udlændingemyndighederne vil konkret kontakte eventuelle relevante ansøgere/klagere, som fra dommens afsigelse den 26. juli 2011 og indtil berostillelsen måtte være meddelt afslag på registrerings- eller opholdsbevis i tilfælde, der vurderes at være omfattet af EFTA-domstolens dom i Clauder-sagen, og orientere de pågældende om, at dommen kan betyde en ændret vurdering af deres sag, samt at udlændingemyndighederne vil vende tilbage, når den endelige fortolkning af dommen foreligger.
Hvis en ansøger/klager finder, at den pågældendes familiesammenføringssag efter omstændighederne kunne være omfattet af de spørgsmål, der behandles i Clauder-dommen, kan den vedkommende også af egen drift anmode den myndighed, hvor sagen verserer, eller som senest har behandlet sagen, om at tage stilling til, hvorvidt sagen bør berostilles eller genoptages.